Kongen befinder sig konstant på rejse og skal forsørges, hvor han kommer frem. Sker det, at kongen og hans hof kommer forbi, må bønder og borgere samles om at levere de enorme mængder kødmad og anden proviant, der skal til, så længe opholdet varer. Denne skat kaldes ”nathold”.

Forpligtelsen til at ”holde” kongen omfatter aftensmåltidet og hovedmåltidet næste dag. I Kong Valdemars Jordebog fra 1230'erne er der bevaret en opskrift på et ”vinternathold” for to nætter, som åbenbart anses for det normale. Kongehoffets behov er naturligvis forskellige vinter og sommer. Om vinteren skal der også tænkes på foder til hestene, brænde til opvarmning og lys. Jordebogen
oplyser ikke, hvem der yder natholdet, men vi må forestille os et herred eller en by. Indirekte fremgår det, at kongehoffet er særdeles talstærkt.

1230'ernes typiske nathold, beregnet på to døgn, består først og fremmest af 1440 skæpper havre til nathold (en skæppe svarer til en mindre balje). Til brød og øl medgår 240 skæpper rugmel, 240 skæpper hvedemel, 120 skæpper bygmel, 360 skæpper malt og et kvantum pors, den let bitre plante, der anvendes som humlens forgænger. Af kødmad 26 saltede svin, 14 levende svin, 16 saltede okser, 26 saltede får, 360 høns, 180 gæs, 14 tønder smør, 360 oste, 8 tønder sild og 360 tørrede torsk. Desuden et større kvantum peber, kommen og salt samt et stort kontant beløb til at købe frisk fisk for.

Skatter opkræves efter bestemte behov, men formodes ikke at give et overskud, som kongen kan råde over. Derfor indbefatter natholdet lønninger i sølvmønter til en række hofembedsmænd: marsken og drosten, undermarsken og lilledrosten, stormundskænken og lillemundskænken. Et praktisk embede ved kongehoffet har en tendens til at blive en ærespost, hvilket er forklaringen på, at man må ”dublere” med en underordnet embedsmand, der reelt udøver bestillingen. Marsken forestår stalden og hestene, drosten sørger for forplejningen, mundskænken for drikkevarer. Natholdet indbefatter desuden løn til en kapelmester, der forestår det kongelige bedekammer, en tjener, der uddeler lys, en almisseuddeler samt det underordnede personale i fadeburet, kælderen, køkkenet og stalden samt endelig diskesvende og dugesvende. Der skal stilles 100 fade og 400 tallerkner til rådighed, og da man spiser med fingrene, kan der sagtens være flere, der spiser af hver tallerken. Endelig skal dragerne, der slæber tønder og kister, have løn.

Et berømt eksempel på en praktisk anvendelse af natholdet stammer fra 1262, da enkedronning Margrethe Sprænghest besøger Øm kloster i Jylland, ledsaget af kapellaner og hofmænd, løbere og fodfolk samt 1600 ryttere. Abbeden noterer harmdirrende, at det talrige selskab opholdt sig to nætter i Øm ”på vores regning”. Det kan tilføjes, at abbeden utvivlsomt lod regningen gå videre til klostrets fæstebønder.